Stop en sok…

Kræft. Sæt denne på din bla bla bla…

Stress, depression, angst. Sæt denne på din bla bla bla…

… hader virkelig Copy-paste statusopdateringer på diverse Socialsites.com, Færdig, punktum, bum basta! 

Hader dem faktisk lige så meget som kommentarliderlige statusopdateringer. (Igen. Jeg må gerne.Morale er godt, dobbeltmoral – dobbelt så godt. Ligesom idyl-billeder og overskudsopdateringer…) De der copy-paste-opdateringer, hvor man kun får en halv historie… og så stilhed for resten… I mean… hvad betyder:

“Så ved man hvem man kan stole på!”

…?

Og så flyver det ind m. kommentarer som “hvad sker der søde?” og “Årh… håber du er okay?” og “yaarde yadde yadde”… og ingen svarer på kommentarerne – og så kan man sidde der m. sin nysgerrige tud helt fremme i profilen. Forgæves.

Nok bedst, hvis det er en af de sokker, som man har til at fise rundt henne i omgangskredsen, som skal trøstes…  mest fordi det er skidesvært at trøste/støtte/bakke op, når man ikke aner hvad der er galt. But then again… så kan man jobare  ”comitte” sig  overfladisk i kommentarfeltet, og satse på, der ikke bliver svaret tilbage – for så har man jo gjort noget… ikk? Så har man været en go’ ven(-inde), ikk`??

For faktisk, så er jeg ikke opdraget til at stoppe sokker, der er gået op i syningen. Jeg er bedst til at ignorere det… og håbe på at andre fikser det. En klog veninde blev engang spurgt om, hvad hun ville gøre, hvis hun kom kørende og der var et biluheld. Hun svarede:

“Sparke sømmet i bund og håbe dem bagved stopper…”

(Jaja… ved godt man ikke må gøre det i virkeligheden…..)

 

men kender den rystende fornemmelse – følelsen  af afmagt. For føler mig mere end ualmindelig dårlig til det der trøstehalløj… stopper ikke en skid. Og desto mere alvorligt det bliver. Desto værre veninde bliver jeg. Stikker oftest vedkommende et trøstekram og siger noget vanvittig upassende i et forsøg på at være humoristisk – eller ender m. at lyde som Nogen fra Horton Sagaen. Og får jeg først lukket PladderPigen ud i lyset – så bliver det nærmest en trilogi inden jeg får råbt “Shut up” til hende… (og det betyder ikke “hænderne op”, som Oliver troede) og dermed afbrudt sentimental nyttesløs analyse-trøstning.

Jeg er heldig. Jeg har erhvervet mig en regnbuefarvet sok, som altid ved lige præcis hvad h*n skal sige og gøre for at gøre mig glad igen…. gid man selv ku’ det en gang i mellem. For når man så tænker på, hvor meget jeg kæmper med at finde de rette ord – så lider den hullede sok alligevel mere end mig – også fordi h*n skal døjes m. infantil egoist, som piver over, at hun ikke har lært at stoppe en sok.

Så til alle hullede sokker og slidte syninger – undskyld, I’m shaken… and disturbed…

Tags:guldkorn, hullede sokker, Oliver, problemløser, smerte, trøste